Ny hjemmeside!
HEP-huset – hele Egedals ældrehus

HEP-huset – hele Egedals ældrehus

 

 

 

 

 

HEP-huset ligger på Carlsbergvej nr 4 i Stenløse lige ved stationen og huset er hele Egedals ældrehus.

Rundt omkring i Egedal Kommune er der lidt tvivl om dette, men lad os slå fast med det samme, at HEP-huset kan bruges af alle ældre og handicappede i Egedal Kommune.

HEP-huset har flere lokaler og faciliteter og der er fri adgang til huset for ældre og handicappede i åbningstiden kl. 09:30-16:00 på hverdage. Enkelte hverdage i forbindelse med helligdage kan der være lukket. Man kan altid se om huset er åbent på hjemmesiden www.hephuset.dk under kalender.

I HEP-huset kan man købe en kop kaffe eller andre drikkevarer m.m. hos Cafeværterne. Normalt kan man sidde i salen eller om sommeren udenfor, men er der en forening eller gruppe som afholder et arrangement i salen, må man sidde i et af siderummene den dag. Når en forening eller gruppe har ansøgt om og fået salen til rådighed, disponerer de over den til det pågældende arrangement.
Der er enkelte undtagelser. Billardstue og petanquebane kan lånes ved henvendelse til Cafeværterne, hvis der ikke er optaget.

I øvrigt skal al anvendelse af lokaler ske ud fra en ansøgning, som indsendes til HEP-husets Brugerbestyrelse til godkendelse. Ingen kan disponere over lokaler på basis af mundtlige aftaler.
Tildeling af lokaler sker hvert år i maj og ansøgninger skal være brugerbestyrelsen i hænde 1. marts. Ansøgningsregler og formularer findes på hjemmesiden og i HEP-huset.

HEP-huset har status som forsamlingshus og alle besøgende har et fælles ansvar for, at huset er i pæn og ryddelig stand, når man går. HEP-huset er ikke en restaurant, selvom der er frivillige cafeværter, som gerne sørger for drikkevarer m.m. Af hygiejniske grunde må kun cafeværterne færdes i køkkenet.
Der findes nedskrevne regler for brug af huset. De kan ses på hjemmesiden eller som opslag i huset.

En gang årligt, i maj måned, er der et åbent brugermøde, hvor man kan fremkomme med ros, kritik og forslag til måden huset bruges på. Her afholdes der også valg til HEP-husets Brugerbestyrelse som pt. består af 9 medlemmer samt 3 suppleanter.

Huset har et godt system til gengivelse af lyd og billeder. Man kan anvende egen PC eller husets PC(efter aftale) til fremvisninger. Salen må max bruges af 150 siddende gæster og alle brand- og sikkerheds regler skal overholdes.

Hep-huset har en herlig, central beliggenhed og vi glæder os til at se rigtig mange af Egedals borgere i huset.

Læs meget mere om HEP-huset og alle aktiviteterne på: www.hephuset.dk

HEP-huset
Carlsbergvej 4
3660 Stenløse